Stella B. Mikkelsen – Kunde på Keto Mentorforløb

Status nov. 2021 – Stella er i gang med Keto Mentorforløb. Hun er på knap 3 måneder gået 5 størrelser tøj ned og har smidt 15-17 cm. i talje og hofter.

Jeg kan varmt anbefale et forløb hos Susanne – hun er god til at skubbe lidt, og hun har givet god sparring i hele forløbet, som jeg ikke ville have været foruden. 

Jeg har altid kæmpet med vægten, og jeg har flere gange taget tilløb til keto og levet efter det i perioder, men kun striks i de 2×1 måned, jeg fulgte ketoudfordring online. En måned er åbenbart ikke nok til at vende mine vaner, og det er nok også svært at gøre, når man samtidig er glad for rødvin og G&T, og så langt jeg kan huske tilbage har kæmpet med ustabilt blodsukker. Jeg har ikke diabetes – muligvis fordi jeg trods alt altid har været ret aktiv i fritiden, men jeg er insulinresistent. Når jeg har spist, går der højst et par timer, før jeg er småsulten – og gerne lidt lækkersulten, og sult var virkelig noget, der kunne være hårdt –  som et kæmpe hul i maven, der bare skulle fyldes nu. Derfor blev det også ofte de lette løsninger; det der hurtigt ‘beroliger’, men samtidig jo også bare fremprovokerer en ny og kraftigere craving.

Let forhøjet blodtryk, men intet alarmerende. Jeg har haft slidgigt i mange år. Og sovet dårligt – jeg er meget lysfølsom.

Jeg var efterhånden klar over, at jeg skulle gøre noget, og eftersom jeg tidligere havde oplevet, hvordan KETO giver ro i systemet, var det oplagt -men det var som om jeg ikke kunne komme igang på egen hånd – jeg trængte til et skub; en at forpligte mig overfor. Jeg havde flere gange set opslag på Instagram, hvor Susanne reklamerede, og da Susanne havde et godt sommertilbud, valgte jeg at slå til. 

Jeg har siden barndommen haft et ret anstrengt forhold til badevægten, så det var dejligt at kunne aftale med Susanne, at jeg måler mig i stedet – og især på tøjet. Der er på knap tre måneder røget 15-17cm. om talje og om hofte, og jeg er gået fire-fem tøjstørrelser ned (det afhænger lidt af tøjmærket). Jeg har fået ro i kroppen. Lethed. Mere energi. Sover bedre de fleste nætter -dybere. 

Det har været virkelig rart at føre kostdagbog, og det vil jeg fortsætte med, for det er rart at kunne gå tilbage og se, hvordan jeg greb bestemte dage an. Jeg har ikke været ude at spise mere end et par gange, så det er først nu henad jul, jeg skal have strategier for at komme gennem frokoster og middage uden flere dages craving. Alkohol tåler jeg bestemt ikke særlig godt – jeg bliver i vældig festligt humør af 1-2 genstande, og jeg har det ikke særlig godt dagen efter. Tre måneder med keto har faktisk også vist mig, at jeg ikke tolererer mælkeprodukter særlig godt. Jeg bliver oppustet. Lidt kan gå an i mad, men bestemt ikke store mængder, desværre. Jeg elsker ellers ost og fløde. 

Forløbet har mindet mig om, at man sagtens kan lave god og velsmagende mad af få ingredienser og på kort tid. I hverdagen bruger vi ikke så forfærdelig meget tid på at lave mad, men jeg elsker at slå mig løs med lækker fisk, lækre saucer, kød og diverse tilbehør. Det kan jeg jo heldigvis fortsætte med – jeg skal bare finde gode alternativer til ‘fortidens’ tilbehør (pasta, ris og kartofler – som jeg dog ikke har savnet).

Jeg har jo egentlig været ret selvkørende, men det har været virkelig dejligt at skulle holde fotoregnskab med maden – og kunne vende nogle ting i løbet af ugen, hvis jeg har været i tvivl. Og jeg synes, det er så fedt, at Susanne har skubbet til mig i forhold til 16:8 (Faste). DET havde jeg ligegodt aldrig troet ville fungere for mig. Nogle dage er de 16 så godt nok kun 12, 13, 14 timer – men det er stadig tilfredsstillende, hvor jeg er nu. Det er en befrielse ikke at skulle forholde mig til morgenmad og dermed også har lidt mere luft i kalorieregnskabet til frokost og aftensmad – og nogle gange også en snack om eftermiddagen, hvis det har været nødvendigt. Susanne har introduceret mig til nogle gode opskrifter, der ikke vælter sig i mælkeprodukter – bl.a. hendes skønne fladbrød, som jeg bruger næsten dagligt. Jeg bager en pladefuld hver weekend, så der er til den kommende uge.

Nu er det snart jul, og jeg skal prøve at navigere gennem festlighederne, men jeg har nu efter tre måneder måske et bedre grundlag at gøre det på? Jeg har gennem hele dette forløb været ret åben – noget, jeg ellers ikke har gjort før, fordi det var forbundet med noget pinligt og skamfuldt at være overvægtig og skulle på kur; noget alle altid synes at have haft en holdning til! Nu har jeg dog til gengæld virkelig god støtte og opmuntring fra venner, min mand og mine gode kolleger, der også gerne besvarer mine spørgsmål om dette og hint vedr. ‘normalvægtiges liv’ i forhold til mad, at blive nødet, sige nej til mad og drikke osv. Og jeg har god motionsopmuntring også.

kh

Stella