Kebab lige efter dit hjerte, lav den så stærk eller mild som du ønsker🔥
Du kan grille den på spyd eller stege den som aflange “frikadeller” på en pande. Her er de serveret med blomkåls-couscous, masser af friske krydderurter og en avocado creme. Du kan selvfølgelig lave en skøn salat til i stedet for.
Kebab (8 store)
8 grillspyd (bruger du bambus/træ, skal de ligge i vand i ca. en time inden tilberedningen)
800 g. hakket oksekød
2 æg
2 spsk. pofiber
1 fed hvidløg
2 tsk. spidskommen
½-1 tsk. chilipulver
1-2 tsk. koriander
2 tsk. salt
1 dl. hakket persille
½-1 dl. vand
- Rør kødet godt sammen med salt. Tilsæt herefter resten, vandet tilsættes lidt ad gangen, må ikke være for tyndtflydende, ellers falder den af grill-spyddene.
- Stil gerne farsen på køl i mindst en time eller til dagen efter, så den får tid til at samle sig.
- Form 8 lange firkantede “pølser” og sæt en på hvert spyd. pensel med olivenolie og tilbered på grill, grillpande eller pande. Steg på alle 4 sider. Pas på de ikke bliver overtilberedte.
Couscous
600-700 g. blomkål
olivenolie
salt
citronsaft
1 håndfuld friske krydderurter fx koriander, mynte, persille eller hvad du lige har på lager
- Fjern de grønne blade, men ikke stokken. Blomkålen findeles i en foodprocesser (lidt mindre end blomkålsris).
- Kom lidt olivenolie på en pande og kom halvdelen af den findelte blomkål i panden. Steg let ved mellem varme til blomkålen er let tilberedt. Må ikke brænde på, tilsæt evt. lidt vand, så de bliver dampet. Stil til side og gentag med den anden halvdel.
- Smag til med salt, citronsaft og en håndfuld hakkede krydderurter.
- Alternativt kan du varme blomkålen (couscous) i mikroovnen i en dyb tallerken, med lidt vand i bunden, som hældes fra når den er tilberedt. tilsæt herefter resten.
Avocado creme: En avocado moses godt med en gaffel. tilsæt et par spsk. citronsaft, mos lidt mere og rør en pasende mængde Creme Fraiche 38% i til den får en god konsistens, smag til med salt.
Velbekomme ❤️